Case: Væk din kommunikation og messestand til live med VR og AR

Messer er det vigtigste indsatsområde for eksportvirksomheder i 2023*. Samtidig er der hos mange et stort uudnyttet potentiale i at kombinere den digitale dimension før, under og efter messerne. En af de virksomheder, som satser benhårdt på at være digital front runner er Jorgensen Engineering. De har gjort AR og VR til en integreret del af deres forretning, og nu kan de høste frugten på messer.

Jorgensen Engineering sælger automatiserede håndteringsanlæg til hele verden. Særligt inden for fødevare-, medico- og EV-industrien. Og det er et produkt, du skal se med egne øjne, hvis du vil forstå mekanikkerne bag.

*Rapport: "B2B Eksport Marketing: Mål, muligheder og tendenser 2023"

Jorgensen Engineerings anlæg bliver vækket til live med VR og AR

I stedet for at tale ud fra skitser kan Jorgensen Engineering give sine kunder og messebesøgende et par VR- eller AR-briller på, så de kan se anlægget med egne øjne, bevæge sig rundt og undersøge. Det skaber en her og nu-oplevelse og et helt andet fundament for den efterfølgende dialog.

Det digitale messe-setup er en del af en større marketing- og kommunikationsindsats og står ikke alene. Jorgensen Engineering bruger VR og AR aktivt i deres kommunikation, og det er et helt bevidst træk:

”Vi kommunikerer, at vi er i front. På vores hjemmeside, i videoer, på sociale medier og i nyhedsmails. Dels var det et strategisk valg for differentiering og dels et kundebehov, der gjorde, at vi gik i gang med VR og AR i første omgang. Så det er et vigtigt forretningsgrundlag og med til at positionere os i markedet,” fortæller Jesper Johansen, Marketing Manager hos Jorgensen Engineering.

Det er en dedikeret indsats, der er grunden til, at Jorgensen Engineering i dag kan kalde sig first movers.

  • ”Du skal følge dig tryg ved AR-teknologien, hvis du skal inddrage den i dine aktiviteter for eksempel på dine messer."
    Jesper Johansen, Marketing Manager, Jorgensen Engineering Jesper Johansen, Marketing Manager, Jorgensen Engineering

Vi nedsatte en AR task force

Da Jorgensen Engineering for nogle år tilbage gik i gang med at tage de første skridt mod en mere digital position, nedsatte de en task force, som skulle udvikle en AR-løsning, teste på livet løs, gøre sig erfaringer og uddanne internt.

”Du skal følge dig tryg ved AR-teknologien, hvis du skal inddrage den i dine aktiviteter for eksempel på dine messer. For her går det tjept, kunderne kommer med en hård agenda, og du er én ud af mange. Så start altid med at gøre dig nogle erfaringer, så du følger dig på hjemmebane, når du skal guide og vise frem,” siger Jesper Johansen.

Og det var nærmest uundgåeligt, at Jorgensen Engineering skulle i gang med at teste AR. For da corona-pandemien tog sit indtog, oplevede virksomheden en ”berøringsangst” hos deres kunder, der ikke længere kunne eller ønskede at komme på fysisk besøg. Så de måtte redefinere deres way of working, og svaret blev AR på distancen.

”Vi gjorde vores forarbejde og begyndte at lave AR remote tests. Når vi får en ordre, kan vi fremvise en virtuel linje via VR. Og så bruger vi AR til statusopdateringer og afklaring undervejs i projekterne, hvor kunden kan se, hvordan projektet skrider frem. Når anlægget er klar til godkendelsestest, så er det med mindre fysisk fremmøde på grund af AR-teknologi og dermed også reduceret CO2-aftryk.”, forklarer Jesper Johansen.

[Artiklen fortsætter efter faktaboksen]

  • Augmented Reality

    Hvad er Augmented, Virtual og Mix Reality?

    Augmented Reality (AR)

    En teknologi, hvor man lægger et digital lag - i form af grafik, information eller data - på den virkelige verden. AR-teknologi bruges bl.a. i computerspil som Pokémon Go, men bruges også af virksomheder, der enten kan placere hologrammer af produkter i rum eller man kan guide en kunde til at tage et produkt i brug eller udøve service på det. AR-teknologi lever enten via AR-briller der tages på eller gennem mobil-apps.

  • Virtual Reality

    Hvad er Augmented, Virtual og Mix Reality?

    Virtual Reality (VR)

    En teknologi, hvor man med VR-briller eller headset på træder ind i et 100 procent digitalt univers eller verden, som man kan gå rundt i. Teknologien bruges fx i designfasen eller ved fremvisning af produkter, som ikke er bygget fysisk endnu. VR kan også bruges til at bringe din kunde et sted hen, der er meget dyrt eller besværligt i den virkelige verden. VR kan, ligesom AR,  også bruges i forbindelse med kundesupport fra distancen.

  • Mixed Reality

    Hvad er Augmented, Virtual og Mix Reality?

    Mixed Reality (MR)

    Med MR er det muligt at kombinere VR og AR. Det kan altså lade sig gøre at interagere med både fysiske og virtuelle ting. Det giver eksempelvis mulighed for at man kan skabe og teste nye indretninger og led i en proces, der allerede eksisterer.

Vi stopper ikke her – næste skridt er 3D

Jorgensen Engineering bruger HoloLens 2-brillerne som en integreret del af deres forretning, så kunderne blandt andet kan tilse anlæggene på afstand, og Jorgensen Engineering kan tilbyde langdistanceservice 24/7. Endnu en måde at skille sig ud fra konkurrenterne på.

De eksperimenterer og kigger hele tiden ind i nye muligheder med AR og VR. Helt konkret er de i gang med at dygtiggøre sig inden for Emulate 3D software:

”Med 3D softwaren kan vi simulere vores systemer og løsninger, så kunderne kan teste og afprøve, inden der påløber reelle produktions- og automationsomkostninger. Når vores setup er ”publikumsmodent”, kan vi vise det frem på messer, siger Jesper Johansen og fortsætter:

”Inden for after sale service oplever vi, at teknologier som AR og VR virkelig kan rykke. Vi arbejder hele tiden på at blive bedre. For os selv og for vores kunder.”

Jorgensen Engineering

To gode råd

- Til dig, der vil gøre din forretning mere digital med AR og VR:

  1. Lad virkeligheden sætte dagsordenen, så du som det første kigger ind i hvilke behov, dine kunder har, før du går i gang med at udvikle og gøre dig erfaringer. Hvilke udfordringer vil du løse, og hvilken teknologi skal du introducere for bedst at kunne løse dem?

  2. Når du har sporet dig ind på behovet, skal du starte med at gøre dig nogle erfaringer – og start i god tid. Du skal føle dig tryg og på hjemmebane, inden du bruger teknologien på blandt andet messer. Så du holder det professionelt, og teknologien spiller på dagen. Det kræver både tid og masser af intern træning.

Jesper Johansen, Marketing Manager, Jorgensen Engineering.

Om Jorgensen Engineering

Jorgensen Engineering udvikler og producerer pakkemaskiner og ‐linjer til emballagehåndtering til førende brands inden for fødevarer, dyrefoder, farma- og EV-industrien.

Jorgensen er en del af Xano Group, og er en kundeorienteret virksomhed med et omfattende projekt know‐how siden 1933 i mere end 100 lande. 

Send mig videre til hjemmesiden

[Brug Ikke] Jorgensen Engineering VR AR 3
Hos Jorgensen Engineering har man taget AR-teknologi via HoloLens 2-briller i brug.