Samarbejde med European Entrepreneurs: Erhvervslivets stemme i EU

Erhvervslivet er rygraden i den danske såvel som den europæiske økonomi. Og meget af den lovgivning, der sætter rammerne for danske virksomheder, kommer rent faktisk fra EU. European Entrepreneurs er erhvervslivets stemme i EU og hjælper med at påvirke lovgivningen til gavn for dansk eksport.

Når der kommer ny lovgivning der påvirker erhvervslivet, har det med stor sandsynlighed rødder i EU. 80 procent af al erhvervsrelateret lovgivning kommer nemlig fra de europæiske organer og bliver mere eller mindre direkte implementeret i den danske lovgivning.

Derfor gælder det også om at være til stede i Bruxelles eller Strasbourg, så lovgivningsprocessen kan påvirkes, inden den udmøntes i konkrete direktiver og forordninger. Og heldigvis har erhvervslivet en stærk stemme i EU i form af European Entrepreneurs, som arbejder for at forsvare de europæiske SMV’ers interesser i de europæiske institutioner.

”SMV’er udgør næsten 99 procent af de registrerede virksomheder i EU. Det er klart, at der er en række store virksomheder, som trækker et stort økonomisk læs. Men i kraft af kvantiteten, har SMV’erne også en markant betydning, og de skaber job og vækst i de europæiske lande,” siger Stefan Moritz, generalsekretær i European Entrepreneurs.

Samarbejdet er afgørende

European Entrepreneurs er den tredjestørste erhvervsorganisation i Europa og tæller 27 medlemsorganisationer – heriblandt Danish Export – som igen har i alt 2,4 millioner medlemsvirksomheder i hele Europa. Gennem samarbejdet med medlemsorganisationerne, bliver European Entrepreneurs hele tiden klogere på, hvad der rører sig blandt de europæiske SMV’er, så de kan målrette deres indsats for at sikre de bedst mulige rammevilkår for at drive virksomhed i medlemslandene.

”Stort set alle er bevidste om, hvor vigtige vores SMV’er er, så derfor får vi også relativt let adgang til de europæiske organer og beslutningstagerne. Vi har ikke behov for at påvirke hvert komma, der sættes i lovgivningen, men vi vil gerne male med den lidt bredere pensel og få beslutningstagerne til at forstå hvad forsyningssikkerhed, lockdown og så videre betyder for SMV’erne,” siger Stefan Moritz.

Udover at påvirke de europæiske politikere, har European Entrepreneurs en række andre indsatsområder, der skal komme de europæiske SMV’er til gavn. Det kunne være konferencer, samarbejder på tværs af landegrænser og indsatser for at udvikle samhandlen både inden for og uden for EU.

Det får du ud af medlemskabet

Som medlem af Danish Export drager du ikke bare indirekte nytte af medlemskabet i form af politisk interessevaretagelse. Gennem European Entrepreneurs er der også flere helt håndgribelige fordele, du kan benytte dig af.

Du kan blandt andet abonnere på nyhedsbrevet Policy Digest, hvor du hver anden uge bliver opdateret på, hvad der sker i de europæiske institutioner. Som en anden medlemsfordel kan du få 30 minutters GDPR-rådgivning med en juridisk ekspert.

Bliv klogere på medlemsfordele her

Med 2,4 millioner medlemsvirksomheder fordelt over hele Europa er der også et stort netværkspotentiale for dig og din virksomhed. Det har European Entrepreneurs sat i system med den online netværksplatform SME2B, hvor du blandt mere end 2500 tilmeldte virksomheder kan søge efter og møde potentielle samarbejdspartnere fra resten af Europa.

Læs mere om SME2B og tilmeld din virksomhed her