Virtuel virkelighed i skibsdesign sparer tid og penge og giver glade kunder

Med en VR-platform kan kunder fra hele verden komme ombord i en meget tidlig fase af projekterne hos OSK Design. Det giver et langt mere smidigt samarbejde og sparer både virksomheden og dens kunder tid og penge.

Vi er efterhånden alle sammen godt hjemme i det klassiske Teams- eller Zoom-møde, hvor vi kan sidde bag vores skærm og diskutere forretning med samarbejdspartnere fra hele verden.

Forestil dig, at du i stedet for at tænde dit webkamera, ifører dig det VR headset, som DHL-buddet lige har afleveret, og logger ind i et virtuelt møde, hvor du pludselig befinder dig inde i et skib, der er undervejs i designfasen. Her kan du og de andre mødedeltagere bevæge jer rundt, og I kan se designændringer i real time og følge projektet, mens det udvikler sig fra en tom skal til færdigdesignet skib.

Anders Ørgård, OSK
Anders Ørgård, CCO hos OSK Design

Simpel og smidig proces

Det lyder måske lidt fremtidsagtigt, men i så fald er fremtiden nu. I hvert fald hos OSK Design, som designer skibsinteriør til alt fra krydstogtskibe og færger til forsvarsfartøjer. Virksomheden har udviklet og opbygget sin egen platform, hvor de kan mødes virtuelt med kunderne fra et meget tidligt tidspunkt i designprocessen.

”Det gør processen langt mere simpel og smidig. I gamle dage fik man tilsendt en tegning som pdf. Så skulle man printe og kommentere og sende den tilbage. Her kan man faktisk tage billeder, mens man er inde i modellen, får dem sendt til sin email og let sende dem tilbage med kommentarer. Vi oplever, at kommentarerne er aflangt højere kvalitet, når vi gør det på den her måde. Samtidig kan vores designere også, mens et møde er i gang, lave ændringer, som alle kan se med det samme,” fortæller CCO hos OSK Design, Anders Ørgård.

OSK Design har netop afleveret skibet P&O Pioneer, der skal sejle på den engelske kanal. Her blev der kun holdt to fysiske møder, mens resten af møderne med kunden blev holdt i den virtuelle platform. Det har sparet tid og rejseomkostninger, der for OSK alene ville være løbet op i flere hundrede Euro, vurderer Anders Ørgård.

Taget godt imod

På den anden side af bordet er der også besparelser for kunder og samarbejdspartnere, som kan komme hurtigere og lettere i mål med deres projekter. Og selv om al ny teknologi kræver tilvænning, har det tilsyneladende ikke været en barriere i dette tilfælde.

”Det kræver selvfølgelig, at man får tid til at lege sig lidt ind i det. Man kan jo let tage sit head set med hjem og gå lidt rundt i modellen om aftenen, og det ser det ud til, at kunderne gør. Vi kan tracke deres tidsforbrug i modellerne, og vi kan se, at tidsforbruget stiger i løbet af processen. Så jeg oplever, at der er blevet taget rigtig godt imod det,” siger Anders Ørgård.

OSK kan uploade generalarrangementet – altså selve grundtegningen af et skib – til platformen. Det tager omkring tyve timer, og derfra er de klar til at invitere kunder og samarbejdspartnere inden for. Virksomheden laver omkring 25 koncepter hvert år. Omkring halvdelen af dem bliver til udbudsmateriale, og igen halvdelen bliver til reelle projekter.

OSK VR-platform
OSK VR-platform

”Vores fokus er på brugerinddragelse og passageroplevelsen. Derfor er de initiale modeller så vigtige, og det er vigtigt, at vi har vores samarbejdspartnere med helt fra start, så hele processen bliver så smooth som muligt. Med den her platform har vi fået et øget fokus på udviklingsprocessen, samarbejdet og brugerinddragelsen,” siger Anders Ørgård.

Platformen, som OSK arbejder med, er udviklet af tre tidligere praktikanter, som nu er fastansat i virksomheden. Ifølge Anders Ørgård kan man købe sig fattig i headset, og derfor har virksomheden valgt at bruge headset i 500 dollar-klassen, hvilket er i den mere prisbevidste ende af skalaen. Til gengæld bliver der brugt flere ressourcer på at udvikle og skalere platformen for hele tiden at sikre den bedste brugeroplevelse.