Vi skruer op for tilstedeværelsen i København
Med en ambition om at være tættere på både samarbejdspartnere og beslutningstagere samt medlemmerne i Østdanmark, har Danish Export åbnet nyt kontor i København.
Danish Export er vokset ud af en sammenslutning af midtjyske virksomheder, som i 1965 besluttede sig for at gå sammen i missionen om at komme ud over landets grænser med deres produkter. Derfor har hovedkontoret meget naturligt fået sin placering i det midtjyske – i dag i Eksportens Hus i Silkeborg.
Men Danish Export favner hele Eksport Danmark, og med et ønske om at øge synligheden og tilstedeværelsen i det østlige Danmark, er vi 1. maj flyttet i nye kontorfaciliteter i København, hvor tre medarbejdere får nyt skrivebord.
Vi har to overordnede mål med at øge vores tilstedeværelse i København. Vi vil gerne tættere på medlemmerne og have en endnu bedre føling med eksportvirksomhederne i hovedstadsområdet og det østlige Danmark. I vores nye kontorfaciliteter er der gode muligheder for at holde møder med medlemmerne, og skal vi på besøg hos jer, er vejen også blevet lidt kortere.
Desuden ønsker vi at være tættere på samarbejdspartnere, organisationer og beslutningstagere for bedre at kunne tale eksportens sag rent politisk. Derfor giver det for os rigtig god mening at være fysisk til stede i København, så vi kan rykke på politiske dagsordener, pleje relationer og i det hele taget være meget tættere på de mange aktører, som vi gerne vil samarbejde med om at få eksport højere på dagsordenen.
Derfor falder åbningen af det nye kontor også sammen med ansættelsen af vores Corporate Relations Advisor, Jan Pierrel-Boas, som får til opgave at styrke samarbejdsrelationerne til andre organisationer og sikre at Danish Export Association’s medlemmer får indflydelse på den danske eksportpolitik.
Jan kommer med mangeårig erfaring som eksportør i blandt andet Europa og Afrika., og har på grund af egne erfaringer haft en stor interesse for erhvervsfremme og eksportpolitik.
Fremover kan du møde os i kontorfællesskabet Nomad Workspace på Blegdamsvej 6 i København. Hovedkontoret piller vi ikke ved. Det er fortsat Eksportens Hus i Silkeborg.
Og du kan selvfølgelig også altid række ud på telefon eller online. Find din kontakt i Danish Export her.