Nye teknologier effektiviserer produktion og service hos Bramidan

Hos Bramidan er både VR og AR rykket ind og har effektiviseret en lang række processer, lige fra programmering af malerobotter til after sales og service.

Når pappresserne fra Bramming-virksomheden Bramidan skal males i de karakteristiske gule og grå farver, er det – naturligvis, fristes man til at sige – robotter, der klarer jobbet. Men robotterne kan trods alt ikke helt uden hjælp. De skal nemlig programmeres, og til at klare den opgave er der rykket virtual reality ind i produktionen.

Fra et lille kontor ved siden af malestationen, klarer René Christiansen programmeringen. Med sin erfaring som overfladebehandler ved han alt om at male ”in real life”, og den erfaring kan han bruge til at uddanne robotterne i at male endnu bedre. Udstyret med VR-briller og et håndholdt device, simulerer han de bevægelser, som han ønsker, at robotterne skal udføre, hvorefter han kan se simulationen igennem på sin computer, inden programmeringen afsluttes og robotterne er klar til at male efter de nye instruktioner.

En programmering, der før indtoget af VR kunne tage op til to dage, kan nu klares på to timer. Samtidig kan det foregå offline, hvilket betyder, at produktionen kan fortsætte uden afbrydelser.

”Det er selvsagt en meget mere effektiv arbejdsgang end tidligere. VR-produktionsteknologien giver mulighed for at gøre digitaliseringen smidig. Vi kan se tingene som var det med det blotte øje, og vi får inkorporeret det håndværk det er at male rigtigt,” siger CEO i Bramidan, Henrik Helsinghof.

Bramidan VR 2

AR sikrer smidig service

Det er i løbet af de sidste tre år, at Bramidan har taget de nye teknologier til sig. Og brugen af dem stopper ikke, når de færdige affaldskomprimatorer forlader fabrikken i Bramming. I after-sales er det nemlig AR, altså augmented reality der er taget i brug. En teknologi, der lægger et ekstra lag på virkeligheden, i modsætning til VR, som foregår i et rent virtuelt univers.

Så hvis der opstår problemer med produkterne, kan en tekniker logge på TeamViewer på sin telefon og rette kameraet mod maskinen. Hjemme bag skærmen kan medarbejderne i after-sales-teamet eksempelvis tegne pile, cirkler og lignende, der indikerer, hvilke knapper der skal trykkes på eller hvor fejlen kan sidde.

”Med brugen af augmented reality lægger vi et ekstra lag på vores kundeservice. Det bliver hurtigere, lettere og løfter oplevelsen af service for vores kunder,” siger Henrik Helsinghof, og fortsætter:

”Vi sælger i mange lande over hele verden, og i nogle regioner er den nødvendige service support struktureret på en anden måde end vi er vandt til i Danmark. Det kræver fleksibilitet og at vi kan samarbejde på tværs af grænser, og med mennesker der har vidt forskellig baggrund”.

Det betyder altså, at kunderne får meget lettere ved at sikre løbende vedligehold og eftersyn, og processen bliver langt mere smidig, fordi man i kraft af det visuelle, som AR bidrager med, kan løse problemer på distancen, selv om der ikke skulle være en elektriker eller anden teknisk kompetence til stede.

Overvej formålet nøje

Hos Bramidan har både AR og VR altså løftet forretningen på flere måder, og Henrik Helsinghof vil ikke tøve med at anbefale andre at kigge nærmere på de nye teknologier. Men man skal gøre sig klart, hvad man vil have ud af det, og ikke bare kaste sig ind i digitaliseringen, fordi man kan.

”Vi har lært, at det er vigtigt at sondre mellem om noget er ”smart” eller om det er nyttigt og skaber værdi. Det må ikke bare blive teknologi for teknologiens skyld.”

Bramidan VR 1
René Christiansen bruger VR-teknologi til at programmere Bramidans malerobotter.
Sådan tager Bramidan service til et nyt niveau med AR-teknologi.