Store spillere gør krydstogt- og færgebranchen spændende i Finland

Færge- og krydstogtindustrien er global, og derfor er det også de konkrete spillere frem for det lokale marked, som er interessant ved Finland. De finske aktører bygger nogle af verdens største krydstogtskibe, og markedet rummer en lang række vigtige underleverandører til branchen. Vil du ind i varmen, er det vigtigt, at du plejer dine relationer.

”Flere af de finske spillere i branchen ønsker at komme i dialog med mulige leverandører tidligt. Så ved de, at du eksisterer, og vil huske dig, næste gang de starter et nyt projekt,” siger Riikka Kuusilehto. Hun er Member Relations Coordinator i Danish Export og har netop stået i spidsen for en dansk delegation til Finland, som blandt andet besøgte værfter og redere.

Jesper Friis-Wandall Nielsen, der er Business Development Manager i Frese, deltog på turen til Finland, og han slår fast, at det netop er de vigtige spillere, som trækker hans virksomhed mod det finske marked.

”Finland byder på værfter som Meyer Turku og Rauma, men også vigtige contractors, som Foreship og Delta Marine, der designer skibe,” siger Jesper Friis-Wandall Nielsen.

  • Viking Glory, Hjemmeside

    Værfter og redere i Finland

    Meyer Turku
    Viking Line
    Rauma Marine Constructions
    Helsinki Shipyard
    Turku Repair Yard
    Uki Workboat
    Eckerö Line
    Lundqvist rederiena
    Godby Shipping Ab

Global industri

Lige som resten af verden er det de globale reguleringer fra IMO, der gælder i Finland. Her har danske leverandører et forspring, fordi vi kan levere grønne løsninger.

”For rederne er det ikke længere et valg at spare på energien. Det er et påbud, og IMO står klar med store bøder til dem, som ikke overholder de nye regler, som træder i kraft den 1. januar 2023. Derfor har vi, som kan levere produkter, der sparer på olie og CO2 en klar fordel,” siger Jesper Friis-Wandall Nielsen.

  • Finland har det samme syn på grøn omstilling som Danmark. Forretnings- og personlig kultur går også godt hånd i hånd med den danske. Derfor er det let at skabe gode relationer med finske kunder.
    [Brug Ikke] Jesper Friis Wandall Nielsen Jesper Friis-Wandall Nielsen, Business Development Manager, Frese Connect med Jesper på LinkedIn
Brug dit netværk

Men selvom du har gode løsninger med i bagagen, kan det være svært at komme til at tale med de store finske spillere. For Jesper Friis-Wandall Nielsen har det været en fordel at have et solidt netværk i ryggen.

Meyer Turku 2 Finland 2022 Reduceret Til Web
Netværket besøger Meyer Turku september 2022

”Når jeg tager med Danish Export til Finland, bryder de dørene ned på vegne af os, og det skaber kontakter på højere organisatorisk niveau hos kunderne.”

”Og så danner vi et stærkt netværk, som jeg også kan bruge, når jeg sidder hjemme på kontoret. Hvis jeg for eksempel har en udfordring, kan jeg ringe til en, som jeg har mødt på et markedsbesøg eller til netværksmøde og få hjælp med det samme,” siger han.

Fakta: Den finske skibsbygning

  • Finland har en lang tradition for skibsbygning. Den bemærkelsesværdigt store maritime industri består af cirka 1.100 virksomheder med 25.000 ansatte og en omsætning på 8 milliarder euro. Eksportens andel af skibsbygning er mere end 90 procent. I byen Turku er der en koncentration af virksomheder inden for den maritime klynge med værfter, udstyrs-, interiør- og kabinevirksomheder.

    Den finske skibsindustri har en ordrebog, der går flere år frem. Landets største værft Meyer Turku har ordrer frem til 2026 - ét af de fem skibe i ordrebogen er Icon of the Seas, som bygges til Royal Caribbean. Skibet bliver det største krydstogtskib i verden med en bruttotonnage på 250.800 og en kapacitet på 7.600 passagerer. Icon of the Seas vil være en frontløber på bæredygtig skibsbygning, og dermed det mest miljøvenlige skib i Royal Caribbeans flåde. Skibet vil sejle på LNG og anvende brændselscelleteknologi.

    Meyer Turku værftet står i spidsen for projektet NEcOLEAP, som har fokus på at udvikle klimaneutrale og bæredygtige teknologiske løsninger til krydstogtskibe ved et bredt samarbejdsnetværk. Målet med projektet er at skaffe en skibsordre til Turku-værftet på omkring én milliarder euro, og på den måde skabe 9.500 arbejdspladser til værftet og dets partnernetværk.