Nyt advisory board-medlem i Danish Export - Food Tech

Jan Tøffner Andersen, Marketing Manager hos Cabinplant A/S indtræder i Danish Export – Food Techs advisory board. Jan har mere end 15 års erfaring med B2B markedsføring og kan byde ind med praktisk viden, når det handler om at koble salg og marketing.

JAN Cabinplant
Jan Tøffner Andersen, Marketing Manager, Cabinplant A/S

Jan Tøffner Andersen har arbejdet for Cabinplant i fire år og blev hurtigt introduceret til Food Tech-netværket. Han er en aktiv netværksmand og er med sin marketingbaggrund en ny profil til netværket, som primært har medlemmer med en salgsbaggrund.

”Jeg håber, at jeg med min erfaring kan bidrage med nye indspark set fra marketingsiden, så både salg og marketing er godt repræsenteret. De to funktioner flyder mere og mere sammen, og marketing spiller en stadig vigtigere rolle i forretningsudviklingen. Her vil jeg gerne være med til at udvikle netværket i den retning,” siger Jan Tøffner Andersen.

Cabinplant har været medlem af Danish Export Association siden 2010. Virksomheden designer og producerer avancerede maskiner og løsninger til fødevareindustrien – blandt andet udstyr til forarbejdning, afvejning og pakning af fjerkræ, kød, fisk og grøntsager.

Danish Export – Food Techs advisory board består i dag af:

Søren Rahbek, Salgschef, Door Systems A/S (formand)

Evita Rosdahl, CEO, JEROS A/S

Jens L. Bramsen, Salgsdirektør, Novadan ApS

Fakta: Danish Export - Food Tech

Food Tech er et eksportnetværk, hvor danske B2B eksportvirksomheder får gode råd, værktøjer og kontakter, som ruster dem til at skabe vækst og sætte skub i deres internationale forretning.

Food Tech er et fagligt og kompetent eksportnetværk af virksomheder, der leverer rådgivning, udstyr, teknologi og løsninger til fødevarefabrikken. Fokus er kommercielt, og medlemmerne deler best practice, erfaringer og viden om projekter, kunder og markeder. Danish Food Tech er en del af Danish Export Association, som hjælper danske B2B virksomheder med at øge deres internationale salg gennem netværk, kurser og eksportfremstød.