Dansk Wilton: Cruise-industrien vægter grøn indsats fra sine leverandører

Ønsket om mere bæredygtig drift stiller nye krav til krydstogt-branchens underleverandører. Sæt bæredygtigheden på den strategiske dagsorden, lav en handlingsplan og kommunikér din indsats på området, lyder det fra tæppeproducenten Dansk Wilton.

”Som i resten af hospitality-industrien vinder bæredygtighed og Cradle-to-Cradle-tankegangen frem i cruise-branchen,” fortæller Lone Ditmer, Marketing Manager hos Dansk Wilton. Den danske tæppeproducent mærker tydeligt, at evnen til at levere et miljøvenligt produkt bliver et stadig vigtigere konkurrenceparameter for leverandører.

”Branchen er generelt udskældt på miljøområdet, og det ønsker rederne at rette op på. Vi bliver spurgt oftere i vores dialog med kunderne, hvad vi gør på området. Der er endnu ikke krav om f.eks. Cradle-to-Cradle certificeringer, men du bliver oftere mødt med forespørgsler på dokumentation for, at du arbejder målrettet på at levere et stadig mere bæredygtigt produkt.”

[Brug ikke] Dansk Wilton Carpetschh1 (1)
Fokus på bortskaffelse

Kunderne er blandt andet fokuseret på reduktion af spild og energiforbrug i produktionen, arbejdsforhold og muligheden for genanvendelse.

”Interiøret har typisk en levetid på ganske få år – ikke nødvendigvis, fordi materialer slides op, men fordi rederierne skal give kunderne en ny, opdateret oplevelse på deres skibe, og det med til at give industrien sit renommé som forurenende. Samtidig kan et genanvendeligt produkt reducere de udgifter, der er forbundet med at bortskaffe materialerne efter brug,” siger Lone Ditmer. 

Hun ser den øgede fokus på bæredygtighed som en del af industriens generelle udvikling og konsolidering omkring færre, større kunder.

”I den forbindelse sker der også en effektivisering og professionalisering i indkøbsafdelingerne, hvor der stilles højere krav til leverandørerne. Flere bliver valgt fra, og det er tydeligt, at evnen til at levere et bæredygtigt produkt er en af de kvaliteter, der vurderes i den sammenhæng,” siger Lone Ditmer.

Vis dine styrker

Lone Ditmer mener, at tendensen også giver en ny mulighed for, at danske leverandører kan positionere sig i forhold til f.eks. asiatiske konkurrenter. 

”Kunderne ved, at produktion i Danmark er lig med en høj grad af social ansvarlighed, gode arbejdsforhold og miljøvenlig produktion. Det kan give et forspring, hvis du formår at bruge det i din markedsføring,” siger hun.

Dansk Wilton anvender en høj andel af genbrugsmateriale i tæppernes filtbagside, ligesom der bruges genbrugsplast til tæpperør og emballage. Desuden har virksomhedens tæpper opnået VOC+-certificering, der angiver, at produktet medvirker til at skabe et sundt indeklima.

”Vi er ikke i mål, men det er heller ikke nødvendigt for at kunne markedsføre sig på området. Det handler om at vise det, du allerede gør. Det kan være at du indkøber grøn energi til produktionen – og at du har en plan for, hvilket mål du arbejder hen imod,” siger Lone Ditmer.

Start i det små

Hun anbefaler, at man som virksomhed bryder ambitionerne ned i små, overskuelige skridt.

”Det kan virke uoverskueligt som mindre virksomhed at omstille sig. Men vi tager indsatsen trin for trin og har så opstillet et overordnet mål, vi på langt sigt vil nå,” siger hun. De første skridt indebærer blandt andet at samarbejde tæt med enkelte kunder om at løse deres specifikke udfordringer. Erfaringerne herfra kan så senere blive udbredt til den generelle drift.

Træk på andres viden

Dansk Wilton bygger også eksterne partnerskaber for at løfte kompetencerne. Virksomheden har blandt andet deltaget i det EU-støttede initiativ ’Design for Disassembly’, der hjælper deltagerne med omstilling til en mere grøn forretningsmodel. Også en gruppe designstuderende har arbejdet med virksomhedens tæpper for at finde nye muligheder for genbrug.   

”Som en forholdsvis lille organisation kan vi jo ikke opbygge en stor intern afdeling med denne specifikke ekspertise, men der er forskellige muligheder for at indgå i projekter og partnerskaber. Det giver dig adgang til at få sparring og inspiration fra eksperter udefra,” siger Lone Ditmer.