Fire tips, hvis du er helt ny på det amerikanske marked

USA virker umiddelbart let tilgængelig, men er du ny på markedet, er det ifølge Henrik Hansen, Country Manager i USA hos DABGO, en god idé at kende til fire centrale forhold om USA.

Publiceret i 2014.

Mange danske virksomheder har allerede forsøgt sig i USA, men det er langt fra alle virksomheder, der opnår deres forventede mål inden for den fastsatte tidsramme.

1) Stor konkurrence i USA

For det første sælger ingen varer sig selv i USA. Markedet er allerede fyldt med forskellige produkter og services i stort set alle afskygninger, og derfor er det relevant med en salgsstrategi.

”Mange danskere ser USA som et homogent marked, men der er forskellige regler at tage højde for fra stat til stat. For eksempel skal visse tekniske produkter godkendes og registreres i hver enkelt stat, som du ønsker at eksportere til. Derfor er det væsentligt ikke at fokusere på USA som et stort marked, men i stedet kigge på konkurrencen og vilkårene for dit produktsegment i udvalgte områder,” forklarer Henrik Hansen.

2) Tillid er vigtig for amerikanerne  

For det andet er der i USA ikke særlig stor tillid mellem virksomheder i starten, som der er i Danmark, og amerikanerne indgår sjældent aftaler med folk, de ikke har tillid til.

”At få kontakt til den rette beslutningstager i en amerikansk virksomhed tager tid. Derfor skal der ofte flere kundebesøg til, før du opnår et reelt salg. Det er en god idé at sætte rigeligt med tid af til at etablere et tillidsbånd mellem dig og din kunde. Du opnår for eksempel tillid ved at spørge amerikanerne om råd og input,” fortæller Henrik Hansen.

  • [Brug ikke] Henrik Hansen, Country Manager i USA hos DABGO

    Henrik Hansen, Country Manager i USA hos DABGO

    Henrik Hansen, Country Manager i USA hos DABGO, har de seneste 21 år boet og arbejdet i USA, og han har observeret en bred vifte af forhold omkring opstart af forretning i USA.

3) Kend den amerikanske jargon

Selvom amerikanerne umiddelbart minder om os danskere, er der stadig store kulturforskelle. Sproglige forskelle er især en udfordring.

”Når du bevæger dig rundt på det amerikanske marked, er det væsentligt at huske de høflige fraser for ikke at virke firkantet og uforskammet. Glemmer du den høflige tone, er det svært at danne den nødvendige relation mellem dig og kunden,” forklarer Henrik Hansen.

4) Gør brug af dit netværk

Det kan være en lang affære at få ordentligt fodfæste på markedet. Derfor er det relevant at få flest mulige informationer om USA, inden du rejser dertil.

”For at undgå fodfejl, som andre muligvis har begået før dig, er det en god idé at forhøre dig i dit netværk om markedet. Desuden er det muligt at sparre med de mange danskere, der er bosat i USA,” slutter Henrik Hansen.