Guide: Sådan vælger du den rette messe

Messer tjener mange formål. Skaffe nye kunder til forretningen, pleje relationer og netværke med kollegaer i branchen er bare tre ud af mange eksempler. Men vil du nå de mål, du har sat for en messe, er det vigtigt, at du starter med at vælge den rigtige.

Vær ude i god tid

De gode valg træffer man sjældent med en deadline, der ånder en i nakken. Derfor skal du være ude i god tid, hvis din virksomhed skal udvælge og deltage på en messe.

Hvem skal du have fat i?

Du skal gøre op med dig selv og  din ledelse, hvilke markeder og segmenter I vil have fat i. Her er det også væsentligt, at I undersøger, hvordan det står til med økonomien på det marked, hvor I vil til. Er der tilbagegang i det marked eller det segment, I har valgt, så skal du måske se andre veje.

Der er flere steder, du kan hente hjælp til at vurdere markeder. Fx hos The Trade Council eller hos konsulenterne her i Danish Export Association.

Hvad gør konkurrenterne?

Hvis jeres konkurrenter fx går én vej med markedsføringen i markedet, så skal du også overveje at spille med musklerne i en anden retning. Ved at differentiere dig er der større sandsynlighed for, at de besøgende på messen husker dig for dit unikke budskab.

Det kan du fx gøre ved at:

  • Sikre, at du er synlig ved at booke en større stand
  • Arrangere et event, hvor du sørger for at invitere eksisterende og potentielle kunder og samarbejdspartnere
  • Få omtale i relevante medier op til og under messen
  • Være kreativ i din markedsføring
Udpeg en ansvarlig

Næste skridt er at vælge en ansvarlig til at opsnuse de bedste messer. Måske har du en kollega i det område, hvor I vil udstille, som gerne vil påtage sig opgaven?

Projektledelse Marketing To Do Fra Pxhere

Fem konkrete mål, du kan sætte for en messe

  1. Vi skal se X procent af de kunder, vi har inviteret (via email, sociale medier mv.)

  2. X antal kontakter fra messen skal konverteres til leads

  3. Messen skal efterfølgende generere X nye forespørgsler

  4. Messen skal efterfølgende generere X beløb i salg

  5. X antal omtaler i fagblade (fx ved produktlancering eller lignende)

Passer messen til din virksomhed?

Du eller din ansvarlige har fundet en eller flere potentielle messer. Nu skal hver enkelt messe tjekkes efter i sømmene for at se, om den passer til din virksomhed, jeres produkter og de mål, I vil nå.

Besøg messen

Send din ansvarlige eller tag selv ud og besøg messer, som er relevante for din virksomhed. På den måde kan I lodde stemningen.

  • Hvilke besøgende kommer?
  • Hvem er de andre udstillere?

Det giver viden, som gør det lettere at beslutte, om messen passer til jeres strategiske mål.

Beslutningen

Først nu er det tid til at tage beslutningen. Skal I udstille eller ej?

I den endelige beslutningsproces skal du kortlægge de konkrete mål for messen. De er vigtige, når du skal gøre op, om messeinvesteringen var alle kroner og ører værd.

Husk evalueringen

Når messen er slut, er det vigtigt, at du evaluerer ud fra de mål, du har sat. Så ved du, om messen gav den værdi, du forventede, og du har noget helt konkret at forholde dig til, når I skal beslutte om I skal udstille igen næste år.

Læs mere om mål og evaluering af messer