800 milliarder euro giver eksportmuligheder for danske virksomheder

EU har vedtaget en historisk stor hjælpepakke på 800 milliarder euro, og den giver eksportmuligheder for danske virksomheder. Langt størstedelen af midlerne skal gå til den grønne omstilling, til miljøprojekter og til at øge digitaliseringen i EU-landene.

Af Halldor Halldorsson, Head of Branding & Relations, d. 16/09-2021

Initiativet fra EU skal bidrage til genopretning af økonomien efter coronapandemien og går under navnet NextGenerationEU. Pakken er en kombination af lån og tilskud (cirka 50/50).

Langt størstedelen af midlerne skal gå til grøn omstilling, miljøprojekter og til at øge digitaliseringen. Derudover kan landene også søge tilskud til modernisering af fødevare- og landbrugssektoren og inden for sundhedsområdet.

Halldor, Edit
Halldor Halldorsson, Head of Branding & Relations, Danish Export Association
Hvor er din virksomheds muligheder?

Det vil være svært at gennemskue for den enkelte virksomhed, hvor i pakken der ligger eksportmuligheder, fordi mulighederne er store for mange danske virksomheder. De muligheder skal vi helt klart jagte, så genopretningspakken også kommer dansk eksport til gavn.

Derfor samarbejder vi med Udenrigsministeriet og andre erhvervsorganisationer for at sikre, at danske løsninger er at finde i mange af de kommende projekter, der modtager finansiering fra EU-pakken.

EU skal være mere modstandsdygtig

Beløbet i hjælpepakken er på mere end 800 milliarder euro, og formålet med den såkaldte genopbygning af Europa efter krisen er at gøre EU og medlemslandene grønnere, mere digitale og mere modstandsdygtige. Alle lande har meldt ind til EU-kommissionen, hvilke projekter de vil søge støtte til. Projekterne skal igangsættes senest i 2023 og være færdiggjort senest i 2027.

Derudover har EU lavet en fordelingsnøgle ud fra, hvor hårdt ramt landene har været af krisen, og hvor højt deres velstandsniveau er. Det betyder, at de sydeuropæiske lande modtager flest midler, da de er hårdest ramt af krisen. Herefter følger de østeuropæiske lande på grund af deres lavere velstandsniveau.

Fremstød på vej

Vi vil i de kommende måneder skabe et overblik over, hvilke projekter der er ansøgt om, og hvornår processen starter. Der vil herefter blive planlagt en række fremstød i tæt koordinering med Udenrigsministeriet, hvor formålet er at køre danske virksomheder i stilling til projekterne.

Vi holder dig og din virksomhed informeret om udbudsprocesser og vil naturligvis inddrage relevante aktører, der kan understøtte danske virksomheder og dansk eksport som fx EKF og ambassaderne.

Stort eksportpotentiale

De sektorer, som modtager størstedelen af midlerne - den grønne og den digitale omstilling samt sundhed er også nogle af dansk erhvervslivs styrkepositioner. Derfor udgør pakken et stort eksportpotentiale, og vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre ordrer til danske virksomheder.

Der er fra dansk side lavet en handlingsplan for hver sektor, som vi støtter op omkring. De netværksansvarlige i vores forskellige netværk har været involveret i arbejdet siden starten af 2021, hvor de har bidraget med deres viden til planen.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om NextGenerationEU og den danske handlingsplan, så kontakt mig eller en af mine kollegaer.

Eksport

Flere indlæg fra Danish Export

Læs flere indlæg og meninger om eksport, international handel og andre relevante emner fra Danish Export Association.